Må vi præsentere:

Endelige, endelig kom forløsningen! Efter 4 år, 7 måneder og 24 dage fik vi igår den magiske opringning om, at vores lillebror har fundet vej til os.

Efter at have fået nys om, at lægepapirerne måske havde fundet vej til Danmark, sendte jeg i går formiddag en mail til Tina hos AC, hvori jeg spurgte om der mon var kommet papirer? Derefter tog jeg til frisør og sad der i et par timer. Da lokkerne var trimmet og de grå hår dækket, ringede Henrik til mig, mens jeg var ved at betale. Jeg havde svært ved at høre hvad han sagde, så jeg spurgte bare: " Har  hun ringet, har hun ringet?". Det havde hun desværre ikke, så jeg sagde, jeg ville ringe, når jeg kom i bilen.

Sulten og lettere utålmodig satte jeg mig i bilen og ringede Henrik op. Han var på vej til reception og ville lige sige, at han kom sent hjem. Desuden fortalte han, at han havde betroet sig til en kollega - da han bare var ved at sprænges af spænding over, om vi ikke snart hørte mere. Vi sludrede lidt om vores forventninger, utålmodighed og spændingen, der forhåbentlig snart skulle udløses, inden vi lagde på.

Med sulten knurrende endnu mere i maven, kørte jeg to minutter mere, da telefonen ringede kl. 13.30. PRIVAT NUMMER!!! Jeg tog telefonen og kastede bilen ind til siden.
"Hej. Det er Tina fra AC. Undskyld jeg første ringer tilbage nu, men jeg har haft så travlt idag! Jeg har nu fået alle papirer på jeres lille dreng. Han hedder Juan og fylder 1 år idag!" (Det viste sig senere, at hun havde svaret på min mail lige da jeg var taget hjemmefra, og havde skrevet, at hun ville bringe ham i forslag senere på dagen!) Jeg gav mig selvfølgelig straks til at tude, mens jeg fik fremstammet om alt var som det skulle være. Det var det heldigvis! Jeg meddelte, at jeg ville vende bilen og køre tilbage mod Århus, og hente papirerne med det samme. Hun havde ikke mulighed for at møde mig, men ville lægge papirerne i receptionen.

Vi ringede af og med rystende hænder forsøgte jeg at ringe Henrik op. Han tog ikke telefonen, så jeg vendte bilen og kørte mod Århus i al for høj fart, mens jeg forgæves forsøgte at få fat i ham igen og igen. Til sidst måtte jeg ringe til min søster, for jeg skulle bare fortælle det til nogen, og hun var også nødt til at skynde sig hjem til os, hvor Frederik selv var gået hjem fra skole og ventede på, at jeg skulle komme og køre ham til en lege/spiseaftale i den anden ende at byen. Aftalen blev, at hun hentede børnene og sagde til dem, at mor var forsinket hos frisøren. (Man må godt lyve i nødstilfælde ;-) )

Jeg nærmede mig nu Århus, stadig uden at have fået fat i Henrik. Da jeg kørte af motorvejen traf jeg en rask beslutning. Jeg vidste, hvor Henrik var til reception, så i stedet for at køre direkte til AC efter papirerne, kørte jeg et smut forbi Skejby, hvor jeg gik ind på den fertilitetsklinik, hvor Henrik var til reception og fortalte ham, at han var blevet far! Han blev noget rundt på gulvet, da han så mig, men blev selvfølgelig ligeså lykkelig som jeg, så han sagde hurtigt farvel i overlægen + frue, med beskeden om at han altså var nødt til at køre igen, da han var blevet far på en anden måde en den, de hjælper folk med at blive det på!

Sammen kørte vi derefter til AC, hvor vi fik banket en dør op og hentet papirerne. Der var ikke nogen til at møde os, så vi listede hurtigt af igen, med billedet af den skønneste lille dreng i hænderne.

Vi ringede i øst og vest på vejen tilbage til Skejby, inden jeg kørte hjem til Silkeborg, mens Henrik måtte til Randers og afslutte noget arbejde. Først og fremmest fik vi selvfølgelig ringet til vores børn. Frederik blev så glad, så glad og jeg lovede ham, at komme forbi ham hos vennen med et billede af lillebror. Andrea var lidt forvirret  og ville vide, om han var i bilen hos mig.

Tilbage i Silkeborg - efter en alt for hurtig køretur! - fandt jeg først Frederik. Vi fik snakket lidt om og kigget lidt på billedet af lillebror i entréen hos legekammeraten. Frederik havde længe glædet sig til den aftale, han havde den dag, så han valgte at blive hos vennen. Jeg kørte derefter hjem til Andrea og moster og fik vist vores lille vidunder frem.

Resten af dagen blev ligeså hektisk. Familie og venner kiggede forbi med mad og blomster. Der kom blomster med bud og smserne væltede ind! Søde opringninger og tårer i uendelige strømme ned af kinderne! En helt igennem dejlig dag, der dog har sat sig sine spor idag. :-)

Vi har fået den fineste lille dreng! Han en ikke så stor, men helt igennem sund og rask. Han er placeret hos en plejefamilie og har været der stort set fra fødslen. Navnet skulle vi lige bruge et par timer på at få på plads, men ved midnatstid, faldt det på plads. Det er os en usigelig glæde at præsentere:
Malthe David