I skal ikke trættes med en lang beretning om kedelig mad og intolerante medpassagerer, men jeg har lyst til at fortælle jer lidt om en ung mand vi talte med i flyet.
Allerede ved gaten i Paris spottede vi et par unge smarte fyre der lå på gulvet med deres computere. De var professionelle dykkere på vej hjem fra Kina – og absolut good looking ;-)). Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan ens egne børn kommer til at se ud som voksne, når man ser sådan et par skønheder.
Efter den første halvdel af den lange rejse, var min mor og jeg nede bagved for at få lidt forfriskninger. Her faldt vi i snak med den ene unge mand og vi fortalte, at vi var på vej til Colombia for at adoptere vores 3.barn. Hans reaktion var overvældende – han var os så taknemmelige og synes det var en fantastisk gerning vi gjorde, og så os som helte!! Det gav anledning til en snak om, at vi på ingen måde skal ses som helte, men det var tydeligt, at han havde svært ved at ryste den opfattelse af.
Han var meget stolt af sit land og gav os mange anbefalinger af ting og stedet vi bør se. Desværre har vi ikke mulighed for at rejse landet rundt i denne omgang, men måske en gang i fremtiden? Det er svært at gengive samtalen med ham, der var så hjertevarm og gjorde et stort indtryk på os begge. Da vi mødte ham igen i lufthavnen fik vi et stort knus af ham. Desværre glemte vi at få hans mailadresse, som vi ellers havde snakket om.
Efter landing og en nem registrering i immigrationen, blev afhentet planmæssigt i og kørt til Halifax, hvor vi bor sammen med 2 svenske familier der er her på 7. uge og en norsk der har været her et par uger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar