torsdag den 10. juni 2010

Dag 2 - en stille dag på kontoret

Natten blev trods jetlag længere end forventet, klokken var 4.30 inden første mand vågnede. Ikke så ringe tidsforskellen taget i betragtning.

Ved ankomsten i går fik vi et brev, som beskriver processen herovre. I brevet stod der, at man fra juli måned (vist nok den 15.) overgår til at lave elektroniske pas, hvilket kommer til at betyde, at det fremover vil tage 8 – 10 arbejdsdage at få lavet pas, hvor det hidtil kun har taget max. 2 timer! Vi havde hørt rygtet inden vi tog hjemmefra, men det sagde kun 1 uge. Det er unægtelig noget af en forlængelse af opholdet herovre, men det må vi tage som det kommer. Vi har alligevel indstillet os på 8 uger.

Efter et kort besøg fra Helena i formiddag, gik vi en tur i Park 93, der ligger få minutter herfra. En lille fin park med bl.a. en dejlig legeplads til børnene. Trafikken er heftig herovre og forureningen ubeskrivelig. Efter bare få minutters gåtur stopper man til i næsen og bliver tør i halsen. Det er noget af en udfordring at bevæge sig rundt og man skal virkelig se sig for.


Særlig Frederik er noget utryg ved situationen i trafikken og livet på gaden. Han påvirkes meget af alle de indtryk vi mødes af, hvoraf en del ikke er lige behagelige at se på, så vi passer lidt ekstra godt på ham, han er jo en tænksom fyr.

I eftermiddag blev vi kaldt til velkomstmøde hos manageren her på hotellet. Hun brugte det meste af en time på at fortælle os om hotellet og Bogota. En meget givende samtale, der uden tvivl vil være med til at gøre vores ophold her endnu bedre. Eneste minus ved hotellet er de problemer med netforbindelsen, der har været idag, men 3 mand har arbejdet hårdt for at løse problemet og her til aften er der heldigvis hul igennem. Man var jo lige ved at få abstinenser ;-))

Imorgen er det så endelig Malthe-dag. Vi glæder os vildt meget, men samtidig er det også meget, meget uvirkeligt. Andrea sagde, da vi sad og spiste aftensmad, at "det er altså mærkeligt at Malthe er ved nogle andre nu og imorgen skal han være ved os" Hvor har hun dog ret den kloge pige!

Overdragelsen er kl 10 imorgen lokal tid. Vi kigger herind først på aftenen dansk tid om alt går vel.

Stay tuned ;)

5 kommentarer:

  1. Super dejligt at høre fra jer... og hvor bliver det spændende at høre hvordan jeres 1. møde med Malthe er gået...

    SvarSlet
  2. Godmorgen til jer!

    Dejligt at høre, at turen over gik godt!

    Og så er det jo DAGEN i dag :-))

    I har om nogen fortjent det, som ligger foran jer.

    Vi glæder os så meget til at se og høre mere om familien på 5!

    God dag til jer.

    Eva

    SvarSlet
  3. Skønt at høre fra jer.

    Vi glæder os ubeskriveligt til at høre fra jer i morgen - er så spændte på jeres vegne.

    Kh Laila

    SvarSlet
  4. Hold da op for en tidsforlængelse med det pas-sjov - håber at det bliver i den korte ende af skalaen...
    Jeg er desværre væk de næste dage, men så har jeg jo til gode at læse om overdragelsen mv. SKØNT!!!
    Kh Mie

    SvarSlet
  5. Nøj hvor jeg glæder mig til at læse om overdragelsen af Jeres lille guldklump - og ikke mindst til at se billeder af den nybagte familie på 5!!! :-)

    Kh Lene

    SvarSlet