søndag den 20. juni 2010

Dag 11 - Indianer og Andesbjerge

Lad mig starte med at sige, at det vi oplevede idag på ingen måde kan gengives fyldestgørende i hverken tekst eller på billeder. Det har været en helt igennem fantastisk tur!!

Vi blev fra morgenen af hentet af Jorge Rico, der skulle være vores guide og chauffør til Laguna Guatavita. Straks vi satte os i bilen begyndte han at fortælle. Det viste sig, at han er lidt af en gammel hippie, der brænder for miljøet og ikke mindst træer. Hele dagen fortalte han om alle mulige forskellige træer, han har plantet rundt omkring. Han spurgte om det var okay, at vi kørte forbi hans hus for at hente et par træer, som skulle plantes oppe ved Guatavita. Det kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til.

Jorge Rico var supergod til at fortælle om det vi kom forbi, men det kom som lidt af en overraskelse, da han sagde, at han ville tage os med op at besøge et lille indianersamfund. Det havde vi ikke aftalt på forhånd, men vi sagde selvfølgelig ikke nej.  Han fortalte, at det drejede sig om en lille gruppe af folk der nedstammede fra de indianere, der oprindeligt levede i Colombia, men som stort set var blevet udryddet efter spaniernes indtog. De ville nu i deres lille samfund, forsøge at genindføre nogle af de oprindelige traditioner, planter,  holdninger mm. De mødes derfor hver weekend - børn, voksne og ældre - for at dyrke dette.

Efter godt halvanden times kørsel kom vi til en lille landsby, hvorfra vi kørte videre op i bjergene. Vi endte ad små hullede grusveje, så vi blev rystet godt igennem, da bilen ikke just var af nyere dato! Pludselig stoppede han bilen ved foden af en lille skrænt og sagde, at det var her vi skulle op. Det havde netop regnet og der var hverken lavet trapper eller lagt sten på det første stykke, så det var meget glat, men vi begyndte opstigningen. Vi skulle ikke så langt inden vi kom til det første lille hus på deres jord.

Det var en lille skolestue, hvor børnene blev undervist i kultur og traditioner. Derfra gik vi videre op til et lille værksted, for at ende oppe i deres ceremonihytte, hvor der var tændt bål. Vi blev inviteret ind i hytten, hvor indianeren Nestor fortalte om kulturen og deres arbejde for at genopbygge den indianske kultur og lære børnene om dette. I hytten blev vi budt på en særlig te, der var meget velsmagende. Jeg ventede dog uden for hytten, da Malthe ikke skulle ind i det røgfyldte lokale, og gik derfor også glip af, da morfar røg gennem bænken og i mørket måtte hives op at indianeren og guiden!!

Uden for ceremonihytten var der en lille hytte, der skulle symbolisere en livmoder. Den brugte de til at udrenselsesceremonier. Der kunne sidde 36 personer på hug derinde af gangen, og når der så blev lagt varme sten derind fungerede det som en slags sauna, hvori de kom af med alle deres "dårligdomme". Nestor fortalte om planterne, hvad de blev brugt til og vi smagte også på en meget syrlig  plante, man bruger til at rense svælget med.

På vej ned igen forsøgte vi at holde balancen på de våde sten og den glatte mudrede jord, og det gik da også fint for alle - lige indtil vi var næsten nede, hvor en af os røg i jorden. Guess who??? Der skete der absolut ingenting!

Vel nede igen var det tid til at give en tålmodig Malthe noget mad. Han klarede turen med bravur i bæreselen hos Henrik.Mens han fik mad blev vi budt et blad, som vi skulle tygge lidt på. Det viste sig at være coca! Ikke Cola, men det der, hvis man blander det med alverdens andre stoffer, bliver til kokain! Skal dog understrege at ingen af os blev det mindste påvirkede, og vi spyttede da også hurtigt ud igen.

Som sagt er det umuligt at gengive alt det han fortalte og ikke mindst syn, lugte og smagsindtrykkene, men en stor oplevelse var det!!

Derfra kørte vi ned i landsbyen, hvor vi spiste frokost på en meget lokal restaurant. Maden var fin, men for en "hystella" som mig, er det var det ikke lige sagen at spise der, man ved jo aldrig hvad det er de serverer! Jeg fik dog lidt ris.


Nu var det så tid til det, der oprindeligt var målet for turen, nemlig Laguna Guatavita. Lagunen ligger oppe i 2900 meters højde og menes at være skabt i en tidligere vulkan eller efter et meteornedslag. Indianerne brugte lagunen til at ofre til moder jord. Høvdingen sejlede ud midt i søen og ofrede guld og andre mineraler, mens stammefolkene stod rundt på skrænterne og festede. Desværre kom dette ritual spanierne for øre, så da de kom til Colombia i 15-1600 talllet gik de på jagt efter guldet. De sprængte et hul i bjerget, så der opstod en kløft, hvorfra vandet kunne løbe ud. På den måde fik de mulighed for at komme ned i søen og hente guldet op og bringe det til Spanien. De har i alt 3 gange - senest i år 1900 - at hentet guld der. Idag er det meste dog tilbage på guldmuseer i Colombia. Man mener der i alt har været 34000 stykker guld - de 11000 er idag på guldmuseet i Bogota og det andet på de 7 andre guldmuseer i landet.

For at komme op at se lagunen skulle vi igennem rester af urskov ad smalle stier op til 3100 meters højde. Vi blev undervejs fortalt  om vegetationen og så blandt andet vilde orkidéer. Det var en hård tur, men absolut det hele værd. Vi måtte hive efter vejret mange gange og holdt en del pauser..Jeg tror nok guiden synes, vi var lidt sløve ;-))

Men op kom vi efter en spændende tur og  udsigten fra toppen var ubeskrivelig - se bare billederne.

Da vi kom ned igen skulle vi lige se nogle af de træer, som Jorge Rico havde fået plantet i området - træer som oprindeligt stammer fra Colombia. Man forsøger at komme af med al vegetation indbragt fra andre kontinenter, for også at føre dette område tilbage til det oprindelige, som en lille national park.

                              
Billedkommentar: Miniorkidée.
 
Efter en lang, men superdejlig dag, rumlede vi to timer tilbage til Bogota i skrammelbussen - alle godt smadrede.

3 kommentarer:

  1. Hejsa

    Skønt igen af være online og atter følge med på jeres blog. Det er så dejligt at læse, at det går godt med Malte (og selvfølgelig også resten af famlien :o). Vores yngste børn er jo lige gamle, så vi følger spændt med i hvordan det går hos jer. Vi får Regitze på torsdag.
    Vi var også ved Guatavita sidst vi var i Bogota. Fantastisk tur!

    Kh. Tanja

    SvarSlet
  2. Hej alle!

    Sikke dog en FANTASTISK oplevelse I fik med i rygsækken i går!

    Der er ingen tvivil om, at det er et af de områder, vi vil besøge, når vi vender tilbage ad åre :-))

    Eva

    SvarSlet
  3. Uh ja - Guatavita er fantastisk - og skægt billede af dig på rumpen :-)
    Kh Mie

    SvarSlet